Er du i tvivl om, hvorvidt du har symptomer på grå stær, eller om du bør få tjekket dine øjne?

Updated: Published:
Grå stær (katarakt): Alt du skal vide

Grå stær er en øjensygdom, hvor linsens gennemsigtighed i øjet gradvist nedsættes, hvilket på sigt vil føre til mere og mere nedsat syn. 

Hvad enten du har opdaget begyndende tegn på grå stær, eller blot er nysgerrig på sygdommen, så har vi samlet alt det, du skal vide om grå stær. Vi vil blandt andet udforske alle de vigtigste aspekter af grå stær, herunder årsagerne til grå stær, symptomer og behandlingsmuligheder. 

Læs med her og bliv klogere på grå stær, hvordan det påvirker synet, og hvad du kan gøre for at forebygge og håndtere øjensygdommen. 


BOOK EN SYNSTEST I DAG

 

Hvad er grå stær? 

Grå stær, også kendt som katarakt, er en tilstand, der påvirker øjets linse, så den mister sin gennemsigtighed, hvilket kan føre til sløret syn og andre synsforstyrrelser. 

I takt med at den nedsatte gennemsigtighed på øjenlinsen udvikler sig, påvirker det kvaliteten af det billede, der dannes på nethinden. Det medfører, at synet bliver nedsat. 

Selvom grå stær er en udbredt tilstand, er der fortsat mange der er nysgerrige på, hvad grå stær er, hvad årsagen til sygdommen er, og hvordan det kan behandles. 

Grå stær kan have indflydelse på din evne til f.eks. at orientere dig i trafikken samt genkende ansigter. Der kan gå lidt tid, før grå stær udvikler sig, men på sigt kan øjensygdommen være så hæmmende for synet, at det er nødvendigt med operation. 

 

Hvad er symptomerne på grå stær?

Ofte kan det være svært at opdage grå stær i begyndelsen, fordi langt de fleste ikke mærker en forandring i deres syn. 

Et af de første tegn på grå stær er, at øjenlinsens gennemsigtighed bliver gradvist nedsat, hvilket betyder, at dit syn vil blive mere og mere sløret. Nogle kan også opleve dobbeltsyn. 

Symptomer på grå stær kan bl.a. inkludere: 

  • Sløret og tåget syn 
  • Nedsat nattesyn 
  • Øget lysfølsomhed 
  • Behov for kraftigere lys ved f.eks. læsning 
  • Glorier omkring lyskilder og skiftende syn 
  • Farver er svagere
  • Dobbeltsyn 
  • Problemer med detaljesyn enten på afstand eller på nært hold 

En optiker kan vurdere, om øjenlinsens gennemsigtighed er så nedsat, at det påvirker synet – ofte vil det vise sig ved, at linsen i øjet gradvist bliver mere gullig. 

 

Sådan opdager du tegnene på grå stær

Det er afgørende at være opmærksom på nogle af de tidlige tegn på grå stær for at sikre en rettidig diagnose og behandling af øjensygdommen.

Nogle af de symptomer, du bør være opmærksom på, er bl.a.: 

  • Sløret syn: Et af de tidligste og mest udtalte tegn på grå stær er en gradvis forværring af synet. Synet kan blive sløret, hvilket gør det vanskeligt at se klart både på afstand og tæt på.
  • Nedsat kontrastfølsomhed: Mennesker med grå stær bemærker ofte, at farver ikke længere virker så lyse eller klare som før, og kontraster mellem forskellige objekter kan være mindre tydelige.
  • Øget lysfølsomhed: Mange oplever en stigende følsomhed over for lys, hvilket kan resultere i ubehag eller blænding, især når de udsættes for skarpt lys som sollys eller billygter om natten.
  • Problemer med nattesyn: Synsproblemer forbundet med grå stær kan være mere udtalte om natten, hvilket gør det vanskeligt at se klart i dårligt oplyste omgivelser eller i mørke.
  • Hyppig ændring af brillestyrke: Hvis du ofte oplever et behov for at skifte brillestyrke, kan det være et tegn på begyndende grå stær – især hvis du fortsat oplever problemer med dit syn, selv efter du har fået justeret din brillestyrke.

Hvis du oplever nogle af ​​disse symptomer, er det vigtigt at tilse en øjenlæge, der kan vurdere tilstanden hurtigst muligt. En grundig øjenundersøgelse kan afsløre begyndende grå stær og hjælpe dig med at planlægge den mest hensigtsmæssige behandling for at bevare og forbedre dit syn.

 

Hvad er årsagen til grå stær?

Grå stær opstår, fordi cellerne i øjenlinsen forandrer sig. De proteiner, som cellerne er bygget af, ligger i bestemte mønstre, og når disse mønstre bliver forstyrret eller der på andre måder opstår uregelmæssigheder i dem, bliver linsen uklar og hård. 

Når linsen bliver uklar medfører det, at billeddannelsen på nethindens gule plet (synsnerven) bliver sløret – det betyder, at synet bliver nedsat. 

 

Typer af grå stær

Der findes flere forskellige typer grå stær, herunder: 

  • Aldersrelateret grå stær (kernekatarakt): Denne form for grå stær udvikler sig gradvist med alderen, hvor øjets linse mister sin gennemsigtighed over tid.
  • Medfødt grå stær: Når fosteret påvirkes under dets udvikling, kan det påvirke øjenlinsens klarhed og resultere i grå stær fra fødslen.
  • Subkapsulær grå stær (sekundær): Denne type grå stær kaldes sekundær, da den opstår som følge af andre faktorer, der påvirker øjenlinsen. Dette kan skyldes sygdomme, der påvirker linsen negativt, eller eksponering for kemikalier, stråling eller medicin, der bruges til behandling af andre tilstande.
  • Traumatisk grå stær: Skader på øjet kan føre til udviklingen af grå stær. Dette kan skyldes indtrængen af et fremmedlegeme i øjet eller kraftige stød mod hovedet, der påvirker øjenlinsen. Det er derfor vigtigt at beskytte øjnene med passende sikkerhedsudstyr eller beskyttelsesbriller under aktiviteter, hvor der er risiko for at skade øjnene.

 

Hvem bliver typisk ramt af grå stær? 

Grå stær ses oftest hos ældre mennesker, fordi gennemsigtigheden i øjenlinsen aftager med alderen og proteinerne i linsen bliver påvirket. Man kan dog også se tilfælde af yngre mennesker, der får grå stær, selvom det er sjældent set. 


Hos yngre mennesker vil det oftest være i forbindelse med eksempelvis diabetes eller andre typer af øjensygdomme, at man kan se tilfælde af grå stær. 


Behandling af grå stær 

Operation for grå stær er en af de mest almindelige behandlingsformer. En øjenoperation for grå stær er nemlig ukompliceret, og ofte er resultaterne ved operationen rigtig gode. 

Når man bliver opereret for grå stær, fjerner en øjenlæge den gullige, grå linse i øjet og erstatter den med en ny linse, der er klar og forbedrer gennemsigtigheden i øjet. Man vil ofte få opereret ét øje ad gangen. 

Ofte vil det være nødvendigt at få nye briller efter en operation for grå stær – vi anbefaler derfor, at du booker en tid til en synstest, så du er sikker på at få den brille, der passer til dig. 

Har du oplevet symptomer på grøn stær? Læs også vores blogindlæg om grøn stær og bliv klogere på øjensygdommen. 

 

Vi står klar til at rådgive dig 

Hos Democratic Eyewear står vores dygtige optikere altid klar til at rådgive dig og yde ekspertviden, når du skal have nye briller – f.eks. efter en operation for grå stær. Kom og besøg en af vores butikker, så guider vi dig frem til, hvilke briller du skal gå efter. 
Updated: Published: